Lige så sikkert som at vand er vådt, lige så sikkert er det at når et nyt år starter, starter også forårssæsonen!

Således kom vi i gang i går, og dojoen var fyldt til bristepunktet, med træningssøgende karatekaer. Man måtte bogstaveligt talt kæmpe sig vej ind, og det er slet ikke dårligt, når man nu tænker over at det er en kampsport!

Ærværdige Jesper Sensei, var desværre bundet til sin hjemme-dojo, hvor han gik 12-runder mod en Corona-infektion. Rygtet vil vide at han vandt overlegent på teknisk knock-out, og er tilbage allerede i næste uge, så vi må lige hjælpes ad med at holde savnet ud.

Som tidligere beskrevet, prøvede vi at sætte rekord i hvor mange der kan være i en enkelt dojo. Det hjælper heldigvis at vi har 2 sale, men hvis tilslutningen til klubben fortsætter, kommer vi nok til at skulle bygge en etage mere.

Apropos tilslutning til klubben, så havde vi allerede på første træning, 5 nye på voksenholdet. Der er tale om nogle hårdtslående unge mennesker, som allerede fra første træning, fik presset et par sortbælter ud i tovene. Jeg kan næsten ikke vente med at se dem til graduering!

Det var en skøn aften, og det ser ud som om kalenderen vil være fyldt med dem, det næste lange stykke tid