Stævneberetning
SKIF-Cup i Vejle, 2023
Denne beretning vil bære præg af at jeg selv var mere engageret i afviklingen af stævnet end sædvanligt, og derfor ikke havde helt samme udsyn til kampene, som jeg plejer.
For at kompensere den uhyre kræsne læser, skal der falde et par godbider omkring at være på den anden side af point-bordene
Enhver kamp bliver lettere af god forberedelse, så et lille hold mødte op i Vejle fredag aften for at støde til de lokale der allerede havde været i gang i nogle timer.
Hele point-systemet skule sættes op, og forbindes til skærme så dommere og publikum kunne følge med i at alt forløb efter reglerne.
De unge kæmpere i dag, er så hurtige, at vi for deres skyld tunede, hakkede borede netværket, så det kunne følge med i registreringen af deres point
Til vores store overraskelse stødte vi på brødrende Knaack og deres personlige assistent. De var også mødt op allerede fredag, og forberedte sig til strabadserne, i svømmehallen inde ved siden af.
En hidtil uset dedikation til sporten!
Ligesom resten af verden, følger Vejle nogenlunde jordens rotation om solen, så aften blev nat, og nat blev dag.
Vores første overraskelse var at hotellet aldrig havde hørt om Nutella til morgenmad, det var et slag i ansigtet (mere om den slags senere, i øvrigt), og jeg tør ikke engang fortælle min nutella-afhængige niece om det
På trods af en traumatiserende start på dagen får vi spadseret de 30 meter over i hallen, hvor folk er begyndt at troppe op. Vi kan lige nå at teste point-systemet for 3. eller 4. gange, og det virkede stadig, så vi var klar, omend ved at gå sukkerkolde.
Som så ofte før er Maksym stået tidligt op, og er allerede i hallen da vi dukker op. Han finder et roligt spot på tilskuerrækkerne, og det bliver en slags base for ØSK resten af dagen
Der er indmarch, og det er på tide at jeg sifter official-vesten ud med min Coach-hoodie. Jeg følte mig nostalgisk, og tog den gamle grå på
Jeg husker ikke rækkfølgen på afviklingen, så bær over med mig hvis I sidder med en anden opfattelse.
Maksym laver en god kata, men møder puljens vinder (Lukas fra AKD), hvis lige jeg ikke umiddelbart husker at have set. Maksym er virkeligt dygtig, men her møder han bare en modstander der er absurd dygtig.
Ved Tatami 1 er der et værre opløb, og vi bliver bedt om at trække længere tilbage. Jeg er heldigvis begavet med mere end gennemsnitlig højde, så jeg kan se Max lave en glimrende kata, og jeg er sikker på at han vil vinde. Desværre har dommerne ikke samme gode udsyn som mig, så de tildeler sejren (jeg tror det var 4-1 flag) til modstanderen. Hvad der gik galt skal jeg ikke kunne sige, men jeg insisterer på at vi må bakke dommerne op i deres afgørelser.
Selveste formanden er på gulvet, og et enkelt point skiller ham fra Mads Kold fra AKD.
Vi når lige at skubbe en hurtig frokost ind, og så er det ellers tid til min favorit. Kumite!
Frederik var på tatami 2 mens jeg selv coachede på tatami 1, så jeg har kun fra ham selv at han vandt et par kampe, og blev så slået ud. Fedt at vi er begyndt at komme lidt videre i puljerne!
På tatami 1 er det tydeligt at de unge mennesker har deltaget i Maksyms kumite-træning om mandagen, der er kommet mange flere kombinationer på deres teknikker. Desværre går modstanderne også til karate, og flere af kampene ender ret hurtigt. Fin indsats, og vi må glæde os over udviklingen. Næste mål må være at lade kampen vare lidt længere...hey, jeg er selv taget til Holstebro, for at møde op og blive sendt hjem efter 24 sekunder i første kamp (mod Mads, ham fra højere oppe som slog formanden i kata).
Appropos at få kampen til at vare lidt længere, så har Max luret den. Efter sin første kamp går han videre, og det ender uafgjort. Det betyder at man kæmper en kamp mere...og den ender uafgjort...så han skal i en kamp mere...der, I har gættet det, ender uafgjort. Så foreskriver reglerne at dommerne trækker flag, og der er det en kneben sejr til modstanderen. Men Max formår at kæmpe sammenlagt i 6 minutter, og det har taget flere af klubbens medlemmer et par år at nå op på samme samlede kamptid. En forpustet Max kan endelig tage en velfortjent vejrtrækning.
Maksym er som det naturligste også på gulvet. Han gør det, som altid, glimrende, men har en lidt anden baggrund i et regelsæt der er lidt anderledes, så han får ikke altid de point han går efter. Det er frustrerende, men igen må vi insistere på at bakke op om dommernes beslutninger.
Og så til vores nye medlemmer Erik og Michael. Vi kan efterhånden kalde dem vores omrejsende show-hold. De stiller op i alt hvad der er at stille op i, og får igen ros for deres indstuderede kampe, men bliver desværre slået af de andre hold.
I hold-kumite mangler de en mand. Mit knæ er efterhånden godt nok til at jeg hermed godt vil love at det ikke kommer til at ske næste år. Hvis der ikke er andre der stiller op på holdet, annoncerer jeg hermed mit kandidatur!!!!
De stiller naturligvis også op i individuel kumite, og Michael er så engageret at han brækker hånden. Det er ikke værre end at han får lidt gips på da han kommer hjem, og møder op til træning med den fineste gips-arm. Beklager hvis du, kære læser, er forvirret, men du læste rigtigt. Michael lader ikke en lille smule brækket arm, holde sig fra træning. Pesonligt havde jeg nok lige taget en uge hvor jeg fandt noget lækkert på Netflix istedet for.
Og så til det lovede drama om slag i ansigtet. Jeg sad ved første række til kamp i Kvinder Masters (I må undskylde hvis jeg tager fejl af kategorien), og der skal jeg ellers love for at der blev delt håndemadder ud. Vores gode veninde Winnie fik i dén grad frisket sin kindrødt op, og der var læge på tatami 3 gange. Winnie har et omdømme for selv at slå hårdt, men personligt synes jeg hun har udviklet sig væk fra det, og generelt kæmper ganske glimrende (hun er også regerende europamester, folkens!!!!). Slutteligt bliver modstanderen bortdømt, og Winnie vinder kampen. Hardcore som hun er, skal hun lige tilbage på tatami og være der til dommerens afsigelse. Endnu engang havde jeg nok personligt lige lusket ud bagved og kigget lidt Netflix.
Min favorit i kumite var Emelie (jeg har forsøgt at stave det rigtigt, men jeg er usikker), i Kvinder Senior for dangrader. Det var mega elegant at se på, og jeg gad altså godt have det samme overblik, og samme lethed på gulvet. Det må være et personligt mål for næste år!
Turen hjem var glimrende, som altid.
Et stop ved MacDonalds for at få et næringsrigt aftensmåltid, og ærværdige Sensei og jeg, fik så mange Chili Cheesetops at jeg egentlig gik hen og fik nok...tænk at det kan ske?
Slutteligt vil jeg lige anbefale alle at stille op til SKIF-Cup næste år. Hvis ikke som kæmper, så eventuelt som coach. Jeg har jo lige lovet mig selv ud til noget kumite, så jeg er ikke helt så disponipel. Lad os gøre det lidt spændende; Hvis der kommer 3 nye coaches med, så stiller jeg også op i kata!!!!
Således opfattet,
Bjørn
SKIF-Cup i Vejle, 2023
Denne beretning vil bære præg af at jeg selv var mere engageret i afviklingen af stævnet end sædvanligt, og derfor ikke havde helt samme udsyn til kampene, som jeg plejer.
For at kompensere den uhyre kræsne læser, skal der falde et par godbider omkring at være på den anden side af point-bordene
Enhver kamp bliver lettere af god forberedelse, så et lille hold mødte op i Vejle fredag aften for at støde til de lokale der allerede havde været i gang i nogle timer.
Hele point-systemet skule sættes op, og forbindes til skærme så dommere og publikum kunne følge med i at alt forløb efter reglerne.
De unge kæmpere i dag, er så hurtige, at vi for deres skyld tunede, hakkede borede netværket, så det kunne følge med i registreringen af deres point
Til vores store overraskelse stødte vi på brødrende Knaack og deres personlige assistent. De var også mødt op allerede fredag, og forberedte sig til strabadserne, i svømmehallen inde ved siden af.
En hidtil uset dedikation til sporten!
Ligesom resten af verden, følger Vejle nogenlunde jordens rotation om solen, så aften blev nat, og nat blev dag.
Vores første overraskelse var at hotellet aldrig havde hørt om Nutella til morgenmad, det var et slag i ansigtet (mere om den slags senere, i øvrigt), og jeg tør ikke engang fortælle min nutella-afhængige niece om det
På trods af en traumatiserende start på dagen får vi spadseret de 30 meter over i hallen, hvor folk er begyndt at troppe op. Vi kan lige nå at teste point-systemet for 3. eller 4. gange, og det virkede stadig, så vi var klar, omend ved at gå sukkerkolde.
Som så ofte før er Maksym stået tidligt op, og er allerede i hallen da vi dukker op. Han finder et roligt spot på tilskuerrækkerne, og det bliver en slags base for ØSK resten af dagen
Der er indmarch, og det er på tide at jeg sifter official-vesten ud med min Coach-hoodie. Jeg følte mig nostalgisk, og tog den gamle grå på
Jeg husker ikke rækkfølgen på afviklingen, så bær over med mig hvis I sidder med en anden opfattelse.
Maksym laver en god kata, men møder puljens vinder (Lukas fra AKD), hvis lige jeg ikke umiddelbart husker at have set. Maksym er virkeligt dygtig, men her møder han bare en modstander der er absurd dygtig.
Ved Tatami 1 er der et værre opløb, og vi bliver bedt om at trække længere tilbage. Jeg er heldigvis begavet med mere end gennemsnitlig højde, så jeg kan se Max lave en glimrende kata, og jeg er sikker på at han vil vinde. Desværre har dommerne ikke samme gode udsyn som mig, så de tildeler sejren (jeg tror det var 4-1 flag) til modstanderen. Hvad der gik galt skal jeg ikke kunne sige, men jeg insisterer på at vi må bakke dommerne op i deres afgørelser.
Selveste formanden er på gulvet, og et enkelt point skiller ham fra Mads Kold fra AKD.
Vi når lige at skubbe en hurtig frokost ind, og så er det ellers tid til min favorit. Kumite!
Frederik var på tatami 2 mens jeg selv coachede på tatami 1, så jeg har kun fra ham selv at han vandt et par kampe, og blev så slået ud. Fedt at vi er begyndt at komme lidt videre i puljerne!
På tatami 1 er det tydeligt at de unge mennesker har deltaget i Maksyms kumite-træning om mandagen, der er kommet mange flere kombinationer på deres teknikker. Desværre går modstanderne også til karate, og flere af kampene ender ret hurtigt. Fin indsats, og vi må glæde os over udviklingen. Næste mål må være at lade kampen vare lidt længere...hey, jeg er selv taget til Holstebro, for at møde op og blive sendt hjem efter 24 sekunder i første kamp (mod Mads, ham fra højere oppe som slog formanden i kata).
Appropos at få kampen til at vare lidt længere, så har Max luret den. Efter sin første kamp går han videre, og det ender uafgjort. Det betyder at man kæmper en kamp mere...og den ender uafgjort...så han skal i en kamp mere...der, I har gættet det, ender uafgjort. Så foreskriver reglerne at dommerne trækker flag, og der er det en kneben sejr til modstanderen. Men Max formår at kæmpe sammenlagt i 6 minutter, og det har taget flere af klubbens medlemmer et par år at nå op på samme samlede kamptid. En forpustet Max kan endelig tage en velfortjent vejrtrækning.
Maksym er som det naturligste også på gulvet. Han gør det, som altid, glimrende, men har en lidt anden baggrund i et regelsæt der er lidt anderledes, så han får ikke altid de point han går efter. Det er frustrerende, men igen må vi insistere på at bakke op om dommernes beslutninger.
Og så til vores nye medlemmer Erik og Michael. Vi kan efterhånden kalde dem vores omrejsende show-hold. De stiller op i alt hvad der er at stille op i, og får igen ros for deres indstuderede kampe, men bliver desværre slået af de andre hold.
I hold-kumite mangler de en mand. Mit knæ er efterhånden godt nok til at jeg hermed godt vil love at det ikke kommer til at ske næste år. Hvis der ikke er andre der stiller op på holdet, annoncerer jeg hermed mit kandidatur!!!!
De stiller naturligvis også op i individuel kumite, og Michael er så engageret at han brækker hånden. Det er ikke værre end at han får lidt gips på da han kommer hjem, og møder op til træning med den fineste gips-arm. Beklager hvis du, kære læser, er forvirret, men du læste rigtigt. Michael lader ikke en lille smule brækket arm, holde sig fra træning. Pesonligt havde jeg nok lige taget en uge hvor jeg fandt noget lækkert på Netflix istedet for.
Og så til det lovede drama om slag i ansigtet. Jeg sad ved første række til kamp i Kvinder Masters (I må undskylde hvis jeg tager fejl af kategorien), og der skal jeg ellers love for at der blev delt håndemadder ud. Vores gode veninde Winnie fik i dén grad frisket sin kindrødt op, og der var læge på tatami 3 gange. Winnie har et omdømme for selv at slå hårdt, men personligt synes jeg hun har udviklet sig væk fra det, og generelt kæmper ganske glimrende (hun er også regerende europamester, folkens!!!!). Slutteligt bliver modstanderen bortdømt, og Winnie vinder kampen. Hardcore som hun er, skal hun lige tilbage på tatami og være der til dommerens afsigelse. Endnu engang havde jeg nok personligt lige lusket ud bagved og kigget lidt Netflix.
Min favorit i kumite var Emelie (jeg har forsøgt at stave det rigtigt, men jeg er usikker), i Kvinder Senior for dangrader. Det var mega elegant at se på, og jeg gad altså godt have det samme overblik, og samme lethed på gulvet. Det må være et personligt mål for næste år!
Turen hjem var glimrende, som altid.
Et stop ved MacDonalds for at få et næringsrigt aftensmåltid, og ærværdige Sensei og jeg, fik så mange Chili Cheesetops at jeg egentlig gik hen og fik nok...tænk at det kan ske?
Slutteligt vil jeg lige anbefale alle at stille op til SKIF-Cup næste år. Hvis ikke som kæmper, så eventuelt som coach. Jeg har jo lige lovet mig selv ud til noget kumite, så jeg er ikke helt så disponipel. Lad os gøre det lidt spændende; Hvis der kommer 3 nye coaches med, så stiller jeg også op i kata!!!!
Således opfattet,
Bjørn